Mange arkitekter har et ønske om at implementere de nødvendige forandringer i deres praksis, men gang på gang støder de på forhindringer af lovmæssig, økonomisk og politisk karakter. Hvilke nye rammer har arkitekturen brug for, og hvordan kan de blive til virkelighed?

Vi vil dels se nærmere på reparation og transformation som et alternativ til nedrivning: I Danmark bliver bygninger stadigt og ofte revet ned, selv om der er potentiale for at bevare og transformere. Skal der være en juridisk grænse for nedrivninger, sådan som man ser det flere steder i Europa? Lige nu er tendensen, at vi river ned, medmindre der er gode argumenter for at bevare, men hvordan kommer vi derhen, hvor vi som udgangspunkt bevarer alt, medmindre der er rigtigt gode argumenter for at rive ned? Og skal vi i stedet for ’byggestop’ tale om ’udvindingsstop’?

Og vi vil diskutere den betydning som nye praksismodeller nødvendigvis må få for de juridiske og ansvarsmæssige fordelinger mellem arkitekter, bygherrer og andre: Tidligere var meget af arkitektens arbejde koncentreret om en række projekteringsfaser, der endte i et færdigt tegningsmateriale, som så overgik til byggeriets næste parter. I dag er det meget anderledes: I arbejdet med den eksisterende bygningsmasse lægges der meget arbejdstid i registrering og katalogisering, ligesom en fortløbende og konsistent tilstedeværelse på byggeplads er afgørende for de rette prioriteringer. Der er tale om et nyt slags omsorgsarbejde i en arkitektonisk kontekst, et arbejde der i øvrigt ofte ikke betales for. Det har således betydning for gældende ydelsesbeskrivelser og taler for andre samarbejdsformer. Hvordan kan disse nye praksismodeller understøttes af den juridiske, økonomiske og politiske virkelighed?